Gårdspladsen i Vartov, et stenkast fra KBHs Rådhus, var mødested for 40 medlemmer af klubben ved dette 3. arrangement i 2021. Vartov, beliggende i Farvergade, er i sig selv ikke nogen prangende bygning, men dens historie bringer os ad snørklede veje og via Grundtvis liv og levned helt frem til højskolesangbogen, som dagen slutter med.
Seniorkonsulent Torstein Balle fra Gundtvigs Forum tog imod og introducerede os til huset, som pludselig fik liv.
Om stedet og Vartov-bygningen
Oprindelig lå her et kongeligt tekstilfarveri, som gav navn til ”Farvergade”. Det lå i byens yderste kant og var en del af den gamle bymur. Frederik 2. oprettede det i 1560, men det fik en kort levetid, før Tycho Brahe i 1589 overtog huset. Han fik desuden lov til at benytte fæstningstårnet som observatorium. Fra 1606 til 1666 fungerede det som børneopdragelseshjem. I 1666 flyttede Cistercienser munkenes ”hospital” til huset fra en tidligere kro i Hellerup – kaldet ”Vartov” og navnet flyttede med. Det stammede fra de utallige tyske kuske, som på tysk råbte ”Ware-tow” (pas på), når de kørte ud fra kroens porte. ”Hospitalet” fik 130 senge. Ikke et hospital som vi kender det i dag, men en mellemting mellem et plejehjem og en fattiggård for ældre.
I 1722 rives bygningen ned, og man opfører over en del år de 3 fløje. Sidst kom Kirken, som blev bygget til i 1755. Før var kirkerummet åbent ind til sovesalene, så ”lemmerne” kunne følge gudstjenesterne. De nye bygninger husede 300-525 ældre kvinder, mest tidligere tjenestekvinder – kaldet ”kællinger”. I 1860 fik huset med en ekstra etage sin nuværende form og fungerede som alderdomshjem frem til 1934. I de følgende år brugtes Vartov af Københavns Kommunes tekniske afdelinger, som konstant klagede over lokalerne. I 1939 var bygningen tæt på nedrivning, men blev reddet af krigen. I 1947 blev Vartov overtaget af organisationen Kirkeligt Samfund, og i dag ejes bygningerne af Grundtvigs Forum.
Vi stod i gården ved siden af statuen af Grundtvig og blev taget med ind i Kirken for at høre meget mere om Grundtvig. Præst i kirken fra 1839 til 1872 og en legendarisk person.
Grundtvigs livsforløb
Han fødes i 1783 i Udby ved Vordingborg. Hans far var præst, som hans far før ham. Moderen passede hjemmet og tog sig af hjemmeundervisningen af Grundtvig, som var yngste søn. Der var 3 brødre og en søster, hvoraf 3 dør i en ung alder.
Moderens undervisning og barnepigen Malene fik stor betydning for den opvoksende Grundtvig. Det var dels undervisningens form og dels Malenes personlige evner med historiefortællinger og lidenskab for sang, der skabte mange af hans grundholdninger. Malene var ”almue”, ej rig og som almue var man dengang kun noget sammen med andre. Som enkeltperson var man intet. Men Grundtvig så Malenes kvaliteter – almue eller ej – og hans syn/respekt for det enkelte menneske skabtes i barndommen. Ni år gammel sendes han til Vejle som forberedelse til latinskolen i Århus (datidens gymnasium), hvorfra han dimitterer i år 1800.
I 1803 flytter Grundtvig til København for at studere teologi, som afsluttes i 1806. Han er dog for ung til at blive præst og bliver lærer for sønnen på et Langelandsk gods. Forelsker sig ulykkeligt i sønnens moder (ældre/adelig) og flytter tilbage til KBH, hvor han ernærer sig som forfatter og lærer. Udgiver i 1808 Nordens Mytologi med stor anerkendelse. Faderen bliver syg, og Grundtvig træder til som kapellan (hjælpepræst). Dimitterer dog først som præst i 1811. Fungerer som sådan både i 15 år i Udby, i Præstø og fra 1822 som kapellan i Vor Frelsers kirke i København. Han var samtidig meget produktiv som skribent, forfatter og salmeskriver, foredragsholder, og han opnår et godt forhold til Frederik den 6.
I de år er han dog samtidig i dyb strid med Danmarks førende teolog – H.N. Clausen, som i 1826 anlægger og vinder en injuriesag mod Grundtvig. Han idømmes en mindre bøde, men bliver værst af alt dømt til fremover at få sine trykte skrifter censureret. Grundtvig reagerer ved at nedlægge sit embede som kapellan og bliver atter fri forfatter og forsker mv. Han nyder fortsat Frederik 6.s bevågenhed, og dette leder til finansieringen af hans tre Englandsrejser i fra 1829-31. Det var forskningsrejser, og de betales af kongen. Først i 1839 søger han og får den ledige præstestilling ved Vartov. En lidet attråværdig stilling for andre præster. Han har nu en sikker indkomst, og med få embedspligter er der megen tid til hans mange andre interesser. Han er præst i Vartov i 33 år frem til sin død i 1872 og holdt sin sidste prædiken dagen før han dør. Han blev 89 år eller godt 30 år mere end den tids gennemsnitsalder for en mand.
Grundtvigs ægteskaber
Grundtvig havde 3 gode ægteskaber. I 1818 under præsteopholdet i Udby gifter han sig med Elise Blicher efter 7 års forlovelse. De får 3 børn og var gift i 33 år. Elise dør 1851, hvor Grundtvig er 68 år. Grundtvig havde dog nogle år forinden mødt godsejerenken Marie Toft og fik et varmt forhold til Marie. Det kølnede forholdet til Elise i hendes sidste år. Han gifter sig med Marie i 1851, og de får en dreng i 1854. Der tilstøder dog komplikationer, og Marie dør 2 måneder efter fødslen. Grundtvig var sønderknust. Han havde været dybt betaget af Marie.
Efter 4 år, hvor Grundtvig sad alene med sin lille søn, gifter han sig i 1858 for tredje gang med Asta Tugendreich Adelheid. Hendes mand døde i 1857. Asta sad nu på godset med fire børn .
Med børnene rejser hun samme år til København og bosætter sig i godsets lejlighed. Snart efter har hun en række samtaler med Grundtvig, og kort før jul forlover de sig. Brylluppet finder sted i april 1858. I februar 1860 føder Asta en datter, der får navnet Asta Marie Elisabeth Frijs Grundtvig, opkaldt efter sin fars tre hustruer.
Fru Asta satte et stærkt præg på det grundtvigske hjem gennem en stor gæstfrihed. Ikke mindst ved de store vennemøder på Grundtvigs fødselsdag i september måned, som bliver en tradition. Asta og Grundtvig får 12 år sammen, før han dør i 1872.
Grundtvigs betydning for udviklingen i Danmark
Navnet Grundtvig kendes af alle. Både tidligere og nu. Årsagen er, at hans tanker, skrifter og indsats har inspireret til samfundsudviklingen. Ifølge Torstein Balle kan man faktisk kun undervurdere hans betydning.
Teologisk skabte han grundtvigianismen – “det lyse kristne syn”. Han var ofte i modstrid med kirken og blev bl.a. dømt til censur af sine skriftlige udgivelser. Han efterlod sig 1500 salmer og blev forfatter til lang række bøger og skrifter. Man mener, at han i sit liv skrev ca. 35.000 sider. Politisk er Grundtvig ”stamfader” til nutidens folkestyre, fordi hans ideal var, at magten gives af “folkestemmen”. Han var meget aktiv i den Grundlovgivende forsamling og sad i Rigsdagen i mere end 10 år.
Skolemæssigt er han åndelig fader til højskolen og med enorm dannelsesmæssig indflydelse på al dansk undervisning helt frem til nutiden. Grundtvig virkede som lærer flere gange igennem sit liv. Gennem moderen så han vigtigheden af et personlige forhold mellem lærer og elev. Han fik indført klasselæreren i skolelovgivningen. Den forsvandt først i 1944.
Hans enorme salmeproduktion har været stærkt medvirkende til at forme den danske nationalitets- og kristendomsforståelse. I perioder skrev han 2 salmer hver 14. dag.
Det nationale lå Grundtvig på sinde. Han mente, at der fandtes en særlig dansk folkeånd eller folkekarakter. Han ønskede gennem sine skrifter at opbygge en stærk dansk selvforståelse.
Præsteembedet i ”Kællinge” kirken blev en succes, og hans prædiker blev tilløbsstykker. Man betalte for en plads eller stod udenfor for at høre hans ord. Dronning Caroline Amalie havde fast plads i Vartov kirke.
Malerierne af Hauge Sørensen i Vartovs Store sal.
Overvældet af historien om Grundtvig gik vi op i ”Store sal” til fællessang, kaffe og kage!
Godt bænket ved mindre borde med kaffe og kage forsatte vores fortrinlige historiefortæller, Torstein Balle, med beretninger om de 10 store malerier på væggene. Alle var fortolkninger af religiøse og værdiprægede temaer, som Grundtvig havde brugt i sine prædikener. Forståelsen for budskaberne i malerierne var ikke kommet uden Torstein Balles forklaringer.
Fællessangen og den nye højskolesangbog
Fællessangen med sange fra højskolesangbogen blev styret af Rasmus Skov Borring. Han er 40 år og opvokset på den efterskole, hvor hans fader var forstander. Han er pianist og spillede som barn til efterskolens morgensang, før han selv løb til naboskolen. Han er desuden komponist, foredragsholder og uddannet cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling. Han spiller koncerter og holder sangforedrag overalt i Danmark
Højskolesangbogen er Danmarks mest solgte bog. Den første udkom i 1894, og den nyeste er 19. udgave fra november 2020. Den 18. udgave kom i 2006, og denne 19. udgave har 601 nye og gamle sange fra den danske folkelige fællessang. Lige så længe der har været højskoler, har der været højskolesang. Men der gik 50 år, fra den første højskole blev oprettet i 1844, før højskolerne samlede sig om en fælles sangbog. Som i alle senere udgaver blev den første fælles sangbog indledt af Grundtvigs ”Den signede dag” fra 1826. Ud af bogens 506 sange var flertallet skrevet af Grundtvig, som stadig har 68 sange med.
De 6 personer, der udvalgte sangene til den 19. udgave, arbejdede med udvælgelsen i 3 år. De sang ca. 10.000 sange, inden de 601 sange var valgt. 151 blev nye og 122 udgik.
Vi sang 9 sange, og Rasmus Borring introducerede hver enkelt med fortællinger om forfatteren og komponisten. Ofte om hans personlige samarbejde med pågældende. Rasmus har selv 4 sange med i sangbogen. Vi sang:
Nr. 353 – ”Sensommervise” af Kirsten og Finn Jørgensen.
Nr. 459 – Grundtvigs ”Hvad er det min Marie” – skrevet til hans elskede Marie Toft.
Nr. 480 – Forelskelsessang – Jens Rosendal, nulevende og mand med flest sange i sangbogen.
Nr. 157 – ”Vi henter tidevandet ind”. Jens Rosendals 80 års fødselsdag. Mel. Rasmus Borring.
Nr. 166 – ”Der findes en livstid til alt på jord”. Iben Krogsdal, Kvindemus. Kvindefestiv. 2019. Nr. 321 – ”Lyse nætter” af Alberte Winding, skrevet i 1987 sammen med stedbror Eske.
Nr. 218 – ”Giv os lyset tilbage”. Per Krøis Kjærsgaard/Rasmus Borring, Til DGI stævne i 2019.
Nr. 486 – ”Fortabt er jeg stadig”. Stine Pilgaard 2018, Cirkulær tekst. Sidste/første linje er ens.
Nr. 601 – ” I skovens dybe stille ro”. Fritz Andersen fra 1868. Sidste sang i sangbogen.
Efter en lang eftermiddag med et omfattende program kunne Erhardt runde dagen af med en tak til Rasmus Skov Borring for en dejlig og aktiv oplevelse af højskolesang-bogen.