Sommerudflugt 22. august 2024 til Vordingborg og Haslev

Vi var 41 medlemmer som i år deltog i heldags sommerudflugten  som havde 2 mål. Borgmuseet i Vordingborg og vingården i Tuemosegård nær Haslev.

Turen startede som tidligere ved Høje Tåstrup station, hvor bussen holdt klar til afgang kl. 8.45. Vejret viste sig ikke ligefrem fra sin pæneste side. Gråvejr, køligt og lidt blæsende men velanbragt i den behagelige bus og med en times kørsel til Vordingborg, så vi frem til at vejret ville skifte en smule.

Det holdt stik. Regnen holdt op og vi fik set og hørt om det imponerende borgområde med Gåsetårnet, en spændende have og med murrester som har stået i over 1000 år. Selve museet er under jorden, og vi fik historierne om de skiftende dronninger gennem middelalderen. Levende gjort i store fotostater af Jim Lyngvi.

En fortrinlig frokost blev indtaget i det lokale DGI hus med høflig selvbetjening.

Vores andet mål var vingården Tuemosegård, hvor værtsparret Simonsen stod klar til at give os en særdeles informativ gennemgang af vinproduktionen. Fra selve vinstokkene og de endnu umodne vinklaser til rigelige smagsprøver på gården vine.

Cirka kl. 16.30 satte bussen kursen mod Høje Tåstrup, hvor vi ankom ca. kl. 17.30