Indlæg på generalforsamlingen den 16. marts 2023 ved Chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer Puk Maia Ingemann Holm

’Bevar din power i den tredje alder’

Puk gennemgik med udgangspunkt i De officielle Kostråd og i de supplerende råd for mennesker der er 65+, hvordan man bør spise for at bevare mest mulig muskelkraft, når man kommer op i årene.

Når aktivitetsniveau og appetit bliver mindre og udnyttelsen af næringsstofferne i kosten også falder, er det vigtigt at sammensætte sin kost lidt anderledes, end man har gjort som yngre.

Det er fx vigtigt at få nok protein og især protein fra animalske kilder, da dette indeholder alle de livsnødvendige (essentielle) aminosyrer. Også et tilskud af D-vitamin er fornuftigt, det er svært at få nok igennem kosten.

Det er vigtig at holde vægten – hverken under- eller overvægt er godt for helbredet.

Puk viste eksempler på, hvordan man med små ændringer kan gøre frokosten bedre. Men både fysisk aktivitet og samvær med andre om måltider og andre gode aktiviteter har betydning for vores trivsel.

Powerpointpræsentationen kan ses her på hjemmesiden.

Efter indlægget var der spørgsmål, her følger en opsummering:

Kosttilskud fx Vitapro, vurderer Puk, at der er ikke behov for i en balanceret kost.

Det er ikke sådan lige at lave en “foderblanding”, der kan løse alle problemer, men der forskes i individualiseret kost baseret på blodtype.

Puk føler ikke, at hun bliver modtaget dårligt ude omkring med sine budskaber, men hun repræsenterer jo alle fødevaregrupper.

Måltidskasser kan være en god mulighed, der findes mange forskellige, der kan dække mange forskellige behov.

Det er stadig til diskussion, hvor vigtigt det er at fordele proteinindtaget over hele døgnet. Efter indtag af protein sker der opbygning af muskler og knogler, derefter sker der nedbrydning, og så opbygning igen efter næste måltid. Da ældre ligger lavt ift. opbygning, er det hensigtsmæssigt for dem at fordele proteinindtaget over alle dagens måltider.

Ældre har ofte en dårligere balance, hvilket kan skyldes svækket muskelstyrke og underskud af væske. Det bliver sværere at registrere tørst med alderen, så det er også et fokuspunkt.

Puk medbragte to ’Vidste du, at …’, der ligger til download eller bestilling på www.ernæringsfokus.dk

Den ene omhandler kostråd til 65+ https://www.ernaeringsfokus.dk/media/uwxo3std/vda-vaegttab-vedligehold-65.pdf

Den anden viser hvor meget, man skal spise af forskellige fødevarer for at få 28 g protein. https://www.ernaeringsfokus.dk/media/lkxlbwc2/vda-protein.pdf

Ref. Hanne Castenschiold