Seniorklubbens formand Johannes Østergaard byder velkommen til generalforsamlingen.
Valg af dirigent
Formanden bød velkommen og vi sang ´Jeg ved en lærkelil´.
P. H. Kristensen synger for på ´Jeg ved en lærkelil´.
Bestyrelsen foreslog Klaus Bustrup som dirigent, han modtog valget. KB konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt, han ridsede afstemningsreglerne op og roste det store fremmøde.
Klaus Bustrup konstaterer, at generalforsamlingen er beslutningsdygtig.
Beretning ved formanden
2025 har igen været et spændende og oplevelsesrigt år for klubben. Vi har prøvet lidt nyt med et aftenmøde med bus til Sydsjælland, og vi har haft et ekstra møde i efteråret.
For bestyrelsen har der især været to store opgaver. Den ene er klubbens nye hjemmeside. Den anden er klubbens registrering med CVR-nummer og selvstændig bankforbindelse.
Arrangementer i 2025
Umiddelbart efter generalforsamlingen den 11. marts havde vi to interessante indlæg med fokus på Landbrug & Fødevarer. Afdelingsdirektør Jan Laustsen gav en oversigt over den nye ledelse i L&F med Morten Boje Hviid som administrerende direktør og et overblik over de vigtigste handelspolitiske udfordringer.
Dernæst fortalte Trepartdirektør Anders Panum om forhandlingsforløbet af Den grønne Trepart, om de timelange forhandlinger og om de bilaterale forhandlinger mellem Søren Søndergaard og Maria Reumert Gjerding. Vi fik en god forståelse for hvilken dygtig formand, L&F har.
I april havde vi besøg af forfatter Trine Engholm Michelsen. Trine fortalte om efterretningstjenesten under anden verdenskrig. Trine har forsket i efterretningstjenestens arbejde og ud fra det skrevet en bog “Storfyrstinden”, dæknavn for Jutta Graa. Det førte hende tæt ind på en anden topperson i efterretningsarbejdet, nemlig Svend Truelsen, fuldmægtig i Landbrugsraadet. Det blev til bogen “Krigens mørkeste time”, hvor vi kommer helt ind i kernen af efterretningsarbejdet og de konflikter, der var mellem efterretningstjenesten, politikerne og hærledelsen. Bogen kan absolut anbefales!
Den 27. maj tog vi på bustur til Tvedemose Champignon. Vi var noget spændte på, om vi kunne samle medlemmerne til et aftenarrangement som dette. Det lykkedes. Virksomhedens ejere, Kirsten og Jens Christian Hansen gav en orientering om virksomhedens udvikling. Efter en rundvisning i produktionsanlægget fik vi et holdningsstærkt foredrag om fødevareproduktion og konkurrenceforhold. Aftenen sluttede med aktivt indkøb i gårdbutikken.
Den 28. august gik sommerudflugten til Borreby Gods. Vi samledes i en imponerende teatersal, hvor godsejer Joachim Castenschiold fortalte levende om godsets historie. Joachim er uddannet landmand, økonom og skuespiller. Hans interesse for skuespil har ført til den omfattende ombygning af lade, ridehal og vognport til teater, mødesal og café. Joachims evner som landmand kom tydeligt frem ved hans forklaring om driften af de 1200 ha landbrug. Rundvisningen på godset og i hovedbygningen skete med hjælp fra Joachims mor, Loa.
Den 7. oktober besøgte vi Ingeniørforeningen IDA. Vi havde fået en invitation fra direktør Carl Aage Dahl, som jo er velkendt af alle os her i klubben. Det er en stærk forening ikke kun for ingeniører, men også andre faggrupper, der arbejder inden for de teknisk-biologiske områder. Ud over de fagpolitiske opgaver har IDA en forsikringsafdeling, et mediehus og et mødecenter. Det er her vi har afholdt julefrokost.
Den 30. oktober gæstede kunstmaler Allan Otte klubben. Allan er opvokset på et landbrug og uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Han har specialiseret sig i at male fotorealistiske malerier. Han prioriterer at skildre sammenstødet mellem det gamle og det moderne landbrug. Hans evner som portrætmaler skal også nævnes, han har malet Dronning Margrethe som sit absolutte hovedværk.
Endelig var der julefrokost den 4. december. Det er og bliver årets store begivenhed med 70 deltagere. Vi får en virkelig flot betjening hos IDA. De yder en fin service, super mad og vin i - nær sagt - stride strømme. Vi havde glæden af et besøg af viceadministrerende direktør Flemming Nør-Pedersen. Som vi kender Flemming, holdt han et livligt foredrag om Axelborg, L&F, politik og trepart, m.m.
Endelig sang vi Ole Kjeldsen-Rasmussens sang om årets gang.
Dette har været en tradition siden 2014. Ole har meddelt, at det er slut med 2025 - udgaven. Det er vi kede af, men der skal lyde en kæmpe tak til Ole for det fantastiske bidrag, vi har fået i alle disse år. Din evne til at fange årets højdepunkter og sætte dem på vers er formidabel. Tak endnu en gang.Hjemmesiden
Hvor meget hjemmesiden bruges af medlemmerne eller eksterne interesserede er ikke kortlagt, men i bestyrelsen er vi enige om, at vi SKAL have en hjemmeside. Det er her vi samler alle væsentlige informationer om klubben. Vi har arkivet i ord og billeder, vedtægter, kontaktmulighed, referater fra arrangementer m.m. Og alle Oles sange gennem årene ikke mindst.Derfor har vi “givet den hele armen” med ny hjemmeside. Med Poul som webmaster har vi indgået kontrakt med et eksternt firma for nyt layout og hosting. Det er et meget stort arbejde, der er lagt i dette. Vi er selv meget tilfredse med resultatet. Der er stadig lidt tilpasninger og børnesygdomme, men i det store hele er siden færdig. En stor tak til Poul for indsatsen.
Vi vil løbende ved udsendelser minde jer om web-adressen: seniorklubaxelborg.dk Ingen kodeord, gå direkte ind. Brug den for at holde jer opdateret.
Medlemmerne
Det har været et godt år, ingen medlemmer er døde i årets løb. Vi har igen haft en medlemsfremgang, så vi tæller lige omkring de 100 medlemmer. Helt præcist 102. Men selvfølgelig som seniorklub er vi indstillet, at vi hvert år modtager brev om, at et medlem ikke synes at kunne magte medlemskabet set ud fra et helbredsmæssigt synspunkt. Det er altid trist, men det må vi acceptere.Blandt nye medlemmer ser vi flere som stadig er i arbejde. Det er vi meget glade for. En stor tak til Eva Friis Mortensen i L&F for de mange tip du har sendt til os om kandidater til medlemskab.
I juni måned fyldte Erik Hovgaard 100 år. Vi benyttede lejligheden til at udnævne Erik og Kate til æresmedlemmer. De har begge været meget trofaste i deres deltagelse ved arrangementer og altid hjælpsomme med information om tidligere tider, når vi søgte det. Desværre – men ikke unaturligt – er de begge mærkede af alderen, men har det efter omstændighederne rimelig godt.
Vi har ikke mindre end 10 stk. 80-års fødselsdage at fejre i år blandt medlemmerne. 1946, året efter afslutning på anden verdenskrig, må have været et travlt år på fødeklinikkerne.
Klubbens økonomi
Her er der sket en stor ændring. Klubben har hidtil fået ført sit regnskab af L&F´s regnskabsafdeling. Det er en service, vi har nydt godt af gennem årene, vi har ikke betalt for arbejdet. Sideløbende med det har klubbens kasserer, hvem det end har været, også ført et regnskab for hele tiden at vide, hvor vi har været henne på de enkelte aktiviteter. Det gav dobbeltarbejde, fordi det ikke passede ind i rutinerne i L&F.Derfor har vi nu i fuld forståelse med L&F oprettet vores egen bankforbindelse.
Dette har krævet en del. Først skulle klubben registres i CVR-registeret. Herefter kunne vi åbne en bankkonto. Det var med bestyrelsens digitale underskrifter. Så kunne Heidi få fuldmagt til kontoen. Og endelig kunne vi få MobilePay. Tak til både Heidi og Peter Bertelsen for jeres store indsats her.
Vi har en solid økonomi i klubben. Heidi, vores kasserer, vil senere fremlægge regnskabet. Her skal jeg kun sige, at vi kommer ud af 2025 med et overskud på 6.800 kr.
Derfor indstiller bestyrelsen uændret kontingent for 2026. Ligeså fortsætter vi med at bringe en hilsen på runde fødselsdage, 10-tals årene. Og så vil I bemærke, når Heidi orienterer om 2026 budgettet, at bortset fra sommerudflugt og julefrokost holder vi en pris på kun 50 kr. for deltagelse i de enkelte arrangementer.
Arrangementer i 2026
Vi er klar med hele programmet for 2026. Programmet er trykt, og der ligger et eksemplar til hver af jer som I kan tage og notere dagene i jeres kalender med det samme. Programmet vil blive lagt på hjemmesiden, så snart som muligt og bemærk, at der til hvert arrangement er en henvisning til den relevante hjemmeside for mere information.Jeg skal kort nævne:
Torsdag den 16. april har vi et musikforedrag. Musikeren Lars Malm præsenterer historien om sønderjyden Kresten Andresens liv fra indkaldelsen til den tyske hær i 1914 frem til sin død, en historie om kærlighed, optimisme, troen på det gode liv og nysgerrighed til verden. En meget rørende oplevelse.
Onsdag den 27. maj er vi inviteret på virksomhedsbesøg hos Foss Analytics A/S i Hillerød. Foss er en familieejet virksomhed, der producerer analyseinstrumenter til landbrugs- og fødevareindustrien. Virksomheden er verdensleder på sit felt.
Tirsdag den 25. august skal vi på sommerudflugt, denne gang til Stiftelsen Sorø Akademi. Vi skal høre om Stiftelsens arbejde og på tur i Akademihaven, Skolen Sorø Akademi, den nyrenoverede Sorø Klosterkirke m.m. Og selvfølgelig spise en god frokost.
Tirsdag den 6. oktober får vi her i lokalet besøg af den polske ambassadør i Danmark, Ewa Debska. Ewa er dansktalende.
Torsdag den 3. december blænder vi op for årets julefrokost. Vi mødes igen i lokalerne hos IDA. Der vil være god mad og drikke, juletale, bankospil. Om der bliver en god julesang, må vi se.
Vi slutter aktivitetsåret 2026 med generalforsamling tirsdag den 9. marts. Vi må se, hvordan det går med lokaler til L&F, hvor vi kan være.
Bestyrelsen
Ud over det konstituerende møde har bestyrelsen afholdt fire møder. Det er sådan, at vi går og glæder os til næste møde. Vi mødes privat hos hinanden. På den måde får vi meget ud af at være sammen, og vi er konstruktive og kontante i beslutninger på de opgaver, vi skal løse.Vi har en idébank som vi løbende opdaterer. Herfra henter vi og beslutter de aktiviteter vi lægger ind i årsprogrammet. Men vi hører meget gerne fra jer med gode ideer til listen!
I september havde Hanne og jeg et møde med direktionen i L&F, HR-direktør Camilla Brehm Suhr og HR-chef Louise Holberg deltog. Vi er glade for, at direktionen påskønner det arbejde, vi gør her i klubben for at holde samling på tidligere medarbejdere, og at vi er med til at skabe og vedligeholde en “Company Spirit.”
Det var i øvrigt på dette møde, vi aftalte at skille vores regnskab ud fra L&F.
Jeg vil gerne her rette en stor tak til mine kolleger i bestyrelsen. Det er et meget stort arbejde I har udført i årets løb. Ikke kun de to store opgaver jeg har nævnt med registrering og bankforbindelse samt ny hjemmeside. Det er det løbende arbejde med medlemsregistrering og udsendelse af invitationer samt modtagelse af tilmeldinger, det er referater og opfølgning, kontakter udadtil til foredragsholdere og arrangementer og gennemførelse af disse og sparring med mig til arbejdet. Tusind tak til jer hver især.
Afslutning
Uden jer medlemmer var der ikke nogen klub. Det er en fornøjelse at mødes med jer, at modtage tilmeldinger til vores arrangementer. Og hvor det varmer, når der kommer små mails med ros og søde bemærkninger efter en aktivitet. Det holder os på sporet, og vi fornemmer bedre, hvor vi står, når vi får disse feed-backs. Stor TAK for det.Og så vil jeg slutte med at sige, vi alle i bestyrelsen glæder os så meget til at se jer igen til de aktiviteter, vi har annonceret for året, vi er gået ind i.
Tak til jer alle.
Erhardt Franzen sagde stor tak for beretningen – I har gjort det godt, der er stor tilslutning, indholdet har været varieret, også godt med noget kulturelt.
Aflæggelse af regnskab for 2025 ved kassereren
Heidi Alsing fremlægger seniorklubbens regnskab 2025.
Heidi Alsing fik ordet og redegjorde for sin start på opgaven, som viste, at systemet var mindre hensigtsmæssigt med to parallelle bogføringer. L&F og Seniorklubben kom ikke til samme resultat, da året skulle gøres op. Efter noget frem og tilbage kom der styr på tingene, og nu er det hele blevet meget nemmere. Heidi gennemgik tallene og de forklarende noter. Der var ingen spørgsmål, kun ros. Budgettet blev fremlagt, heller ingen spørgsmål her. Regnskabet blev således godkendt.
Behandling af indkomne forslag
Ingen indkomne forslag.
Fastsættelse af kontingent for 2026
Kontingentet på 275 kr. fastholdes.
Valg af bestyrelsesmedlemmer
De seks nuværende medlemmer er alle villige til genvalg. Er der andre der ønsker at stille op til bestyrelsen? Det var der ikke. Bestyrelsen blev således genvalgt.
Valg af revisor og revisorsuppleant
Revisor Peter Bertelsen og revisorsuppleant Hans R. Thomsen blev ligeledes genvalgt.
Eventuelt
Intet under eventuelt.
Billeder fra generalforsamlingen.
Formanden takkede dirigenten for at lede mødet på bedste vis. Og takkede Eva Friis Mortensen for al hendes hjælp med at kopiere materialer, følge op på aftaler med Mødeservice mv. og for at skaffe medlemmer.
Efterfølgende fortalte adm. dir. Morten Boje Hviid om sit liv og karriere og diverse aktuelt fra L&F.
Referent
Dirigent