Resume af Erhardt Franzens tale ved fratræden som formand for Landbrugets Seniorklub Axelborg den 7. marts 2024

På generalforsamlingen i Landbrugets Seniorklub Axelborg den 7. marts 2024 valgte Erhardt Franzen ikke at genopstille til bestyrelsen for Landbrugets Seniorklub Axelborg – efter 15 år i bestyrelsen og heraf 10 år som formand. Årsagen var helbredsmæssige udfordringer.

Ved afgangen holdt Erhardt en lille tale, hvori han fortalte om hans tilgang til seniorklubben efter i 2004 at være fratrådt på pension (førtid) fra brancheorganisationen Kødbranchens Fællesråd – efter 35 års ansættelse i branchen.

På tidspunktet var der begyndende opbrud i landbrugets generelle- og brancheorganisationer på landsplan. Der skulle ved sammenlægninger, omstruktureringer, fusioner og nedlæggelser gennemføres større, mere strømlinede og énstrengede organisatoriske enheder og centre. Hvilket gjaldt på både det faglige og erhvervspolitiske område. Tilligemed skulle der spares penge på organisationsområdet i erhvervet. Landbruget var begyndende trængt og presset på flere fronter. EU’s markedsstøtteordninger reguleredes, kravene til håndteringen af fødevarerne og dokumentationen skærpedes og kravene til produktionsreguleringer, kontrol og miljøhensyn tog til i omfang. Hvilket gjaldt både den animalske og den vegetabilske produktion i landbruget og for fødevarerne i industrien og i afsætningen.

De ændrede vilkår influerede på alle dele af erhvervet og dermed også på alle landsdækkende hoved- og brancheorganisationer på Axelborg og i Buen. Mange ansættelsesforhold blev berørt af udviklingen. Der var tale om omplaceringer og alle dem, der kunne fratræde på pension, gjorde det.

Som Erhardt fortalte i talen, kendte mange af de fratrådte hinanden fra samarbejde, møder og rejser på kryds og tværs i organisationerne og havde lyst til vedblivende at dyrke dette bekendtskab. At mødes og opleve ting sammen. For mange havde der været tale om tilnærmelsesvis livslang ansættelse og bekendtskaber i Axelborg-familien.

”Nøglen” til, at imødekomme ønsket om en vedblivende kontakt til hinanden, indenfor både egen organisation og på tværs i organisationerne, blev det daværende Landbrugsråds seniorklub fra 1992, hvis vedtægter rummede mulighed for udvidelse af retningslinjer for en bredere optagelse af medlemmer. En lille kreds af kollegialt motiverede medlemmer tilrettede vedtægterne for Landbrugsrådets Seniorklub til at være bredt dækkende, med navnet ”Landbrugets Seniorklub Axelborg”. Klubben var dermed et tilbud fra midten af 00’erne til alle seniorer, der fratrådte på pension fra de landsdækkende organisationer og selskaber i landbruget, samt disses ægtefælle eller livsledsager, indtil det hele stort samledes i dannelsen af Landbrug&Fødevarer i 2009.

Erhardt fortalte også, hvordan han af talsmandsgruppen, som bestyrelsen for den oprindelige seniorklub i Landbrugsrådet hed, efter pensioneringen var blevet kontaktet og opfordret til at blive medlem af klubbens ledelse i 2007 og ad ”køkkenvejen” blev sluset ind i bestyrelsesarbejdet i 2008 og på generalforsamlingen i 2009 officielt valgt til bestyrelsen.

I processen blev vedtægterne yderligere tilrettede og formaliserede for den bredere medlemskreds, ligesom tidligere ansatte i et vist åremål i organisationerne kunne anmode om medlemskab, og efter vurdering i bestyrelsen blive optaget i seniorklubben.

Med de nye vedtægter indledtes et målrettet arbejde med at udvide medlemskredsen fra alle organisationer på ikke bare Axelborg og Buen, men også hvor landsdækkende organisationer havde hovedsæde andre steder i landet. På et tidspunkt var medlemstallet tæt på 130.

Efter generalforsamlingen i 2014 valgte bestyrelsen Erhardt som formand for seniorklubben. Han afløste Bent Frigaard Rasmussen på posten. Siden klubben startede i 1992 havde Landbrugsrådet leveret person til formandsposten. Med Erhardt blev det nu en branchemand.

Erhardt fortalte om den umådelige glæde, det havde været for ham, at være med i bestyrelsen for Landbrugets Seniorklub Axelborg i 15 år og beklæde posten som formand for klubben i de seneste 10 år. Det at kunne fortsætte bekendtskabet og samværet med tidligere kolleger og behagelige bekendte har været drivkraften i at virke i klubben. Det har i enhver henseende været givtigt og oplevende. Også fordi klubben i sine aktiviteter har kunnet trække på de mange og rige kontakter til ledende personer, organisationer og virksomheder, som der under medlemmernes ansættelser har været forbindelse til og samkvem med i et langt liv i landbrugets tjeneste.

I Erhardts formandsperiode er der i klubben i 2017 fejret 25-års jubilæum og selvom det for foreningslivet var en hård tørn at gennemleve Coronapandemien i årene 2020 – 2022, så blev klubbens aktiviteter af en samlet bestyrelse håndteret på en måde, så medlemmerne ikke faldt fra. På generalforsamlingen i 2023 blev nye vedtægter vedtaget, som bl.a. er tilrettet det fremtidige rekrutteringsgrundlag mv. for nye medlemmer i Landbrug&Fødevarer, og der er udarbejdet en reklamefolder for hvervning af nye medlemmer. Medlemstallet har på grund af naturlig afgang og aldring været vigende og er nu på knap 100.

Erhardt undlod ikke at gøre opmærksom på, at klubbens økonomi på hans vagt – i modsætning til medlemstallet – var blevet mærkbart forøget.

Erhardt sluttede talen af med at pointere, at alle hans positive oplevelser i seniorklubben og bestyrelsen igennem de mange år var tilvejebragt i et samarbejde med medlemmerne og i bestyrelsen, der i alle årene har været et inspirations- og arbejdsforum uden lige. Karakteristisk har været sammenholdet, den gensidige respekt for hinanden, udstrakt socialt bevidsthed og en uovertruffen hjælpsomhed. Bevares: Der har været diskussioner omkring ting og sager, men altid i en konsensussøgende atmosfære og med en ordentlighed, som Erhardt udtrykte stolthed over.

Udover en stor tak til medlemmerne og bestyrelsen for seniorklubben udtrykte Erhardt stor respekt og glæde ved samarbejdet med ledelseslaget i Landbrug&Fødevarer i alle årene og rettede en stor tak herfor til både den folkevalgte og den administrative ledelse af organisationen.

Erhardt foranledigede, at der udråbtes et trefoldigt leve for Landbrugets Seniorklub Axelborg.