På gammel fjordbund i Lammefjorden og op og ned ad istidens bakker.
Seniorklubben kom i bogstavelig forstand på gyngende grund i den inddæmmede del af Lammefjorden i Odsherred, som var målet for årets sommerudflugt. Dyndhullerne i Lammefjorden flytter sig uforudsigeligt, men ingen af de 62 deltagere røg dog i hullerne. Fra tid til anden køre en traktor eller lignende i et dyndhul og må trækkes op !. Vi startede udflugten i Lammefjorden og kørte derefter ud i Odsherreds bakker.
Fra vandområde til landbrugsland !
Besøget i Lammefjorden blev yderst interessant. Alle kender brandet ”Lammefjords gulerødder” og ditto kartofler, men de færreste kender områdets historie. Vores oplevelser begyndte på Audebo pumpestation, hvor tidligere gårdejer Arne Andersen – født og opvokset på en gård i Lammefjorden – tog i mod og fortalte om stedets oprindelse og udvikling frem til i dag. Pumpestationen er stadig en forudsætning for, at området kan bruges til landbrugsland.
Pumpede man ikke vand ud i den våde del af Lammefjorden, ville dyndet vende tilbage. Vi sad på tidligere kirkebænke i stationens besøgsområde for, som Arne sagde, ”så ved jeg at I lytter. I glider ned hvis I falder i søvn”. Det var der nu ingen fare for. Nogen er bare gode fortællere og Arne er en af dem.
Lammefjorden er en fjordarm i Isefjorden nordvest for Holbæk.
Isefjorden og Roskilde fjord udgør sammen det store fjordområde i Nordsjælland. Før man inddæmmede de 6000 hektar, var Odsherred blot en halvø, som kun hang sammen med resten af Sjælland ved en smal tange ved Dragsholm slot. Navnet Lammefjorden anvendes dog både om det inddæmmede område og om den resterende stadig ”våde” fjordarm nord for Tuse Næs.
Det er Lensbaron Zytpen-Adeler på Dragsholm gods, som er ophavsmand til inddæmningen. Han overtog godset i 1837, moderniserede driften, men manglede jord. En fremsynet mand. Den første på Sjælland som dyrkede roer og med overskuddeling på godset. Selv malkepigen fik sin del (dokumenteret). Han ejede 2 små øer i fjorden og tænkte, at man måtte kunne tørlægge de omkringliggende vandarealer, som sket i andre, men dog mindre fjordarme i Odsherred. Bunden kunne udnyttes. Den bestod af et tykt lag organisk dynd (10-20 meter). Perfekt til landbrugsproduktion. Prisen ville dog blive 1.5 mio. En kæmpesum i 1870 som ingen danske ville erlægge. Det blev en bank i Hamborg, som trådte til som hovedaktionær.
Tørlægningen startede den 3. April 1873.
Men hvordan ?. Holdningen var ”det finder vi nok ud af”, og det gjorde de. Der var for bredt ved de 2 øer, så dæmningen blev, med kongens velsignelse, bygget tværs over fra Gundestrup til Audebo . Man byggede en spinkel bro med skinner til tipvogne, som bar de 1.2 mio tons opfyldningsmateriale, der skulle danne dæmningen. Den 21. September 1874 lukkedes det sidste hul, og tørlægningen kunne begynde. Der skulle pumpes meget vand ud og graves mange drænrør/grøfter samt kanaler til transport af vand til pumpestationen. Alt med håndkraft fra de lokale folk, som tjente gode penge. Hestevogne kunne først bruges, når jorden var så udtørret, at de ikke sank i. Pumpestationen i Audebo indviedes i april 1875 og allerede i efteråret 1875, var store dele tørlagt. En imponerende bedrift. De resterende dele blev først tørlagt i 1943.
Landmænd kunne erhverve land for en meget lav pris. Arne Andersens oldefar var en af de første. Et problem var dog manglen på veje i området. Først ved anlæggelsen af jernbanen i 1899, kom der for alvor gang i produktion og afsætning. Pumpestationen pumper stadig mellem 18 og 20 mio kubikmeter vand ud om året. Alle lodsejere betaler årligt til vandpumpning og vedligeholdelse af de 42 km. Kanaler, som samler vandet fra drænrørerne og fører det til pumpestaionen. Her skal det løftes 7 meter op – ud i fjorden. Den oprindelige pumpe fra 1875, er utroligt nok stadig i brug, men flere er kommet til.
Og så rundt mellem kanalerne
Efter orienteringen på kirkebænkene var pumpestationens meget fine museum med mange fotos, værktøj og illustrationer et godt supplement. Herefter tog Arne med i bussen, som kørte rundt i området. Mange anekdoter kom frem, for Arne kender utallige af de lokale.
Han solgte sin gård for 4 år siden. Vejene er smalle, og det er imponerende , så godt turistbuschaufførerne kan komme rundt med de store busser.
Lammefjorden har i dag stort set kun planteproduktion.
Der er kun 1 animalsk debrift tilbage med 1200 søer og opfedning af smågrise. Det er gulerødder, kartofler, rødkål, pastinak og persillerod samt korn som vekselafgrøde, der produceres. Man kan ikke dyrke ”rodfrugter” hvert år på samme mark. Der skal veksles, men som Arne sagde – kornet regnes nu kun for et frikvarter !. Tidligere var asparges en stor afgrøde, som gav arbejde til mange af områdets kvinder. Carmen Curlers stjal dog de fleste, da den blev oprettet ved Kalundborg. Tulipaner var også en kort tid en stor produktion og vanding var jo intet problem med de mange drænkanaler. I år har vanding af specielt kartofler været nødvendig. Der er brugt 50 – 80 vandingsanlæg, som hver kaster 40 kubikmeter ud i timen. Alle produkterne i øvrigt ses på en besøgsmark ved Fårevejle Stationsby.
Vi kørte videre fra Lammefjorden til Fårevejle Kirke.
En ny guide, naturvejleder Jørgen Stoltz tog over. Geopark Odsherred var næste tema på udflugten, og Jørgen er en del af dette arbejde. På turen til frokoststedet i Klint, førte han os gennem istids landskabet og gav os samtidig fortællingen om Geoparken. Sol og blå himmel dannede en skøn ramme for kørslen.
Lammefjorden blev skabt for 12.000 år siden hvor isen skubbende jorden i fjordområdet foran sig. Det blev til de skønne bakker og dale vi kørte rundt i (Randmorænerne). Vi kørte gennem området helt ud til havet med udsigt til Nekselø og Sejrø. Istiden skabte fjordområdet, men det var gletscherne fra Oslo fjorden, som for 27.000 år siden gav Odsherred sine fine sommerhusarealer. De løftede havbunden. 20% af Odherreds arealer er i øvrigt tørlagte moser og søer. Højby sø er dog senere genoprettet.
Geopark Odsherred er en af de 140 anerkendte globale UNESCO geoparker i verden.
Det er områder med et enestående landskab og en geologi, som har haft betydning for egnens udvikling. Enestående fortidsminder og særlige kulturelle temaer er ligeledes et UNESCO krav. En geopark anerkendes for 4 år ad gangen, og man er netop i gang med en ny ”eksminering” ved folk fra UNESCO. Det er den unikke sammenhæng mellem landskabet og kulturhistorien, kunsten og råvarerne der gør Odsherred til UNESCO Global Geopark. Man tror og håber på en ny 4 årig anerkendelse. Undervejs til Klint hørte vi om de mange lokale kunstnere (bl.a. Trier familien), som samlede sig i området. Vi passerede også den broncealderhøj (Esterhøj), som skaberen af Nordisk Film, Ole Olsen, ”udgravede” til sig og sin hustru. Den må først åbnes om 200 år og har mosaik vægge med fortællinger om den tids milepæle.
Frokosten blev indtaget i kroen ” Det villle køkken” i Klint, som vores guide, Jørgen Stoltz, driver sammen med sin hustru – Anna Andersen. Menuen er altid baseret på lokale råvarer og friske vilde lokale urter. Hyggeligt og lækkert.
Malergården i Plejerup var dagens sidste, men ikke mindst interessante oplevelse.
Gården er maleren Sigurd Svanes originale kunstnerhjem, hvor alt står, som da Svane familien levede og boede på gården fra midten af 30erne. Dagens 3. Og sidste omviser, Anita Grant, gav en levende beskrivelse af livet i og omkring familiens 5 medlemmer. Der er mange malerier fra Sigurd Svane, som levede fra 1879 – 1974. Han malede i 70 år. Efter omvisningen var der tid til kaffe og kage, som mange hyggede sig med i gårdspladsen i det dejlige vejr. Gården og flere hundrede kunstværker blev i 2004 skænket til Odsherred kunstmuseum af datteren Gerda Svane og af sønnen Henrik. De sidste af familien på gården. Henrik Svane skilte sig dog ud fra resten af kunstnerfamilien. Hvor de andre malede, gik Henrik til fotografiet. Han efterlod sig over 200 dias.
Efter en lang dag, som startede kl. 08, sluttede turen på Høje Tåstrup station ca. kl. 17.30. En dejlig udflugt som alle nød i fulde drag.